En bunker fuld af dunkel fortid 24timer vom 12. November 2009

Hvordan indrettes livet med mangel på plads, lys og ilt, mens bomberne sprænger på den anden side af betonen? Få svaret i en berlinsk bunker fra Anden Verdenskrig, hvor en dansk guide forstår at gøre fortiden nærværende.

Bomberne rammer jorden oven over os. Nogle skriger. Strømmen går. Luften er klam, og det bliver sværere og sværere at trække vejret, for der er 60 mennesker i det lille bunkerrum, der kun er beregnet til 20. »Pludselig er der en, som udbryder ‘jeg kan ikke få vejret’,« siger turguide Mads Pedersen og spærrer øjnene op, mens han kigger rundt på flokken af danske turister. »Så har vi panikken,« tilføjer han med alvorligt eftertryk på hvert ord. Han sidder på en smal træbænk 20 meter under jorden iført orange neonvest og med en sort lommelygte i hånden. Han har spurgt, om nogen ved, hvorfor der var stearinlys i tre højder – ved jorden, i midten og under loftet – i dette lille bunkerrum under Anden Verdenskrig. Nu er han i gang med selv at give svaret. Fuld af indlevelse. Med masser af detaljer. »Hvis det første lys gik ud, vidste de, at de skulle tage børnene op fra gulvet. Hvis det midterste gik ud, vidste de, at de var ved at have et seriøst problem. Hvis det øverste gik ud, var det for sent. Det var en måde for folk hele tiden at vide, om der var nok ilt i rummet. Så undgik de panikken.« Mads Pedersen har boet i Tyskland siden 1997 og er i gang med sin rundtur i en af de få stadig eksisterende bunkere fra Anden Verdenskrig. I dag er den indrettet til museum af organisationen Berliner Unterwelten, men engang var den tilflugtssted for børn, kvinder og ældre, når bomberne ramte Berlin, og deres mænd, fædre og sønner var i krig. Så snart alarmen lød, greb de deres kuffert og tyske identifikationspapirer og søgte ned i de sikrede rum under jorden. Selv om det var sommer, havde mange af dem flere lag trøjer, bukser og jakker på, fordi de ville have mest muligt med sig. Når bombeangrebene var ovre, ejede de ofte kun, hvad de havde på sig. Mads Pedersen fortæller på klingende nordjysk og stiller masser af spørgsmål. »Hvorfor tror I, der står ‘Zum Männer – Abort’ og ‘Zum Frauen – Abort’ på væggen?« spørger han og lyser op på skriften med sin lommelygte. Forsamlingen mumler et par bud, inden han forklarer. Ordene blev skrevet i 1941, og på det tidspunkt var tyskernes forhold til både franskmænd og englændere så anstrengt, at de hverken ville skrive det franske ord toilet eller det engelske wc. Derfor valgte de det gamle, tyske ord ’Abort’. Bunkeren skjuler dog ikke kun gammelt had, men også praktiske påfund. De grå betonvægge og trappetrin er smurt ind i en blanding af kobber og svovl og lyser grøn-gulligt, når lysene slukkes. Så kunne folkene se hinanden og finde rundt i den labyrintiske underverden, selv om elværket blev bombet, og strømmen gik. Mads Pedersen fortæller, mens undergrundsbanen kører gennem jorden neden under. Glasmontrenes indhold ryster. Her er udstillet alt fra propaganda-brætspil og mørklægningsudstyr til hjelme lavet om til gryder og granathylstre forvandlet til kander. Den fjerne og dunkle fortid føles pludselig tæt på. Undergrundsbanens rumsteren kunne godt minde om et bombeangreb, og rummene virker en anelse klaustrofobiske efter halvanden times ophold i dem. Er luften ikke også ved at være lidt tung? Inden det hele bliver for virkeligt, leder Mads Pedersen mod udgangen. Vi kommer ud i et mylder af UBahn-passagerer og misser med øjnene i neonlyset. Det kræver lidt tilvænning at være i Berlins overjordiske verden igen.